Nyheder
Nyhedsmail
Tilmelding & Kalender
Foto: Johan Rosenmunthe
Lydrejsen 2010 - Udvikling af ny koncertform
En ny koncertform er under udvikling. Den er et kunstnerisk IKT-eksperiment, som kombinerer livekoncert og online-performance. Cyberkoncerten finder sted på to venues på Spil Dansk Dagen, hvor ensembler spiller sammen real-time via en ny lydteknologi kaldet ’Network Sound’, udviklet på Ålborg Universitet.
Musik på nye måder
Scenen er sat til en ny måde komponister skaber musik. En ny måde som musikere spiller sammen. En ny måde som publikum oplever musik. Og en ny måde som spillesteder præsenterer den. Værkerne komponeres af cutting-edge komponister med antennerne ude i krydsfelter imellem klassisk, elektronisk og rytmisk musik. Værkerne spilles samtidigt og i kontinuerlig ’rumrejse’ på de udvalgte venues imellem. Alt kan ske!
Jakob Anderskov Trio møder Copenhagen Saxophone Quartet
I det musikalske møde (som også er et venuemøde mellem Huset i Magstræde og Kunsthal Nikolaj) vil der blive spillet ny eksperimenterende musik, som kombinerer musikgenrer og lyden af samtidighedskultur. I anledning af SPIL DANSK DAGEN vil cyberkoncerten forholde sig til danske værdier. Musikken komponeres af Konrad Korabiewski, Jesper Hendze og Anders Brødsgaard.
Jacob Anderskov kunne lige så godt være blevet professor i matematik. Da han i 1994 blev student, vandt han nemlig den landsdækkende Georg Mohr-matematik-konkurrence, og samme år repræsenterede han Danmark ved matematik-OL i Hong Kong. Men han valgte musikken med klaveret som hovedinstrument. Han er uddannet på Rytmisk Konservatorium.
I 2002 modtog han en Danish Music Award som »Årets nye danske Jazz-navn«. Har trods sin unge alder udgivet talrige CD’er i eget navn. Om baggrunden for sin CD: På Dansk siger han bl.a.:
“De danske folkesange har fulgt mig siden jeg var barn. Det er min overbevisning, at traditioner må overleve gennem fornyelse, hvis de vil forblive relevante. Jeg foretrækker at opfatte vores kulturelle arv som noget åbent, inkluderende, foranderligt og vedkommende.”
Copenhagen Saxophone Quartet
Copenhagen Saxophone Quartet er et af Danmarks mest anerkendte kammermusikensembler. Siden debuten i 1998 har kvartetten turneret i i hele verden. Udover at spille musik fra det brede og stadigt voksende repertoire skrevet for saxofonkvartet, har CSQ særlig fokus på barokkens mestre så som A.& D. Scarlatti, Johann Sebastian Bach og Arcangelo Corelli. Men også ny musik skrevet af komponister som Per Nørgård, Iannis Xenakis og Franco Donatoni er i ensemblets interessefelt.
Info om komponisterne
Konrad Korabiewski er komponist, musiker og lydkunstner født i Polen og opvokset i Danmark. Han har tidligere bl.a. udsendt den anmelderroste Stateless (2008). En cd, der samlede op på 10 års kreativt virke inden for den elektroniske musik.
Jesper Hendze har studeret slagtøj og komposition på Det Fynske Musikkonservatorium og State University of New York. Hendzes værker spreder sig ud over mange genrer.
Anders Brødsgaard er uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium med klaver som hovedfag. Har studeret komposition hos bl.a. Karl Aage Rasmussen og Per Nørgaard.
Info om de to venues
Kunsthallen Nikolaj viser den nyeste samtidskunst. Beliggende i hjertet af København tilbyder vi nye, overraskende og kritiske udstillinger, som skaber gode oplevelser og stof til eftertanke, fordybelse og debat. Kunsthallen Nikolaj ligger i den tidligere Nikolaj Kirke på Nikolaj Plads.
Huset i Magstræde er en kulturel ramme for seks meget forskellige scener. I huset kan man opleve alt fra verdens-klasse jazz, poetryslam, alternative rock og americana, teaterforestillinger og filmevents. Planeten, 4. sal er Husets multiscene primært for eksperimenterende musik og teater.
Lydrejsen 2010 er et samarbejde mellem Wundergrund, Spil Dansk Dagen, Dansk Komponist Forening og Ålborg Universitet.




































































