Nyheder
Nyhedsmail
Tilmelding & Kalender
På Billedet: Katrine Schønnemann Fogh spiller sammen med Martin Lutz til EXPAT Dinner på Øbro Jagtvej Bibliotek på Spil Dansk Dagen
EXPAT Dinners - International middag på Spil Dansk Dagen
20 biblioteker er værter for en international middag, hvor expats - udlændinge, der kommer til landet for arbejde, bo og studere - og danskere kan mødes på tværs af kulturer og verdensdele over god mad og akustisk musik.
Og hvem kunne ikke tænke sig på en enkelt aften at møde nye spændende mennesker på en uforpligtende måde? Med Expat Dinners på Spil Dansk Dagen skabes en anledning til, at lokale danske borgere og expats mødes over god mad og dansk musik og danner venskaber til gensidig glæde og berigelse.
”Vi har stærkt brug for at knytte bånd på tværs, så de udenlandske medarbejdere i højere grad har lyst til at blive i Danmark,” fortæller Craig Till, sekretariatsleder i Expat in Denmark under Dansk Erhverv.
EXPAT Dinners skaber netværk
I marts 2011 mødtes mere end 500 danskere og expats til International middag på biblioteker i hele landet. På Spil Dansk Dagen den 27. oktober gentages succesen! Størstedelen af de expats, der kommer til landet, er interesseret i at få sociale netværk med danskere og tage aktiv del i lokalmiljøet – hvad enten det er sport, mødregrupper eller kunstudstillinger. Mad og musik på biblioteket er netop med til at sætte fokus på bibliotekerne som et centralt rum i lokalmiljøet, hvor man kan mødes og udvide sin sociale og kulturelle horisont.
"Spil Dansk Dagen er skabt på initiativ af KODA i 2001 for at bakke op om dansk musik i al sin bredde og mangfoldighed. Expat Dinners på Spil Dansk Dagen er et kulinarisk og musikalsk kulturmøde, som alle deltagere kan se frem til og glæde sig over", udtaler Ricco Victor, leder Spil Dansk Dagen.
Tilmelding
Deltagelse i Expat Dinners og koncert på biblioteket den 27. oktober er gratis – alle deltagere skal blot medbringe et åbent sind og en (national-)ret samt drikkelse til en fælles buffet.
Interesserede deltagere kan tilmelde sig via www.expatdinners.dk, hvor der også er mere information om arrangementet.
Expat Dinners på Spil Dansk Dagen er et samarbejde mellem Expat In Denmark, Newcomers.dk, KODA og parterne bag matchningsportalen Letsmeetin.dk.




































































