Nyhedsmail
Tilmelding & Kalender
De nominerede til årets spillested er…
De nominerede spillesteder til prisen som Årets Spillested 2011, 4Sound Award blev: Godset, Kolding – Klaverfabrikken, Hillerød – Spillestedet Stengade, København og Studenterhuset, Aalborg.
De 4 nominerede er udvalgt af repræsentanter fra Dansk Artist Forbund, Dansk Live, 4SOUND og KODA.
Prisen på 50.000 kr. er stiftet af Dansk Live og KODA, og den gives i respekt for spillestederne, som et bærende element i den musikalske fødekæde – en opgave der altid løftes uegennyttigt.
Sms-afstemning
Den endelige vinder findes efter en offentlig sms-afstemning.
Alle kan stemme på de fire spillesteder – stemmerne vægter 67% af afgørelsen, mens jurymedlemmerne tilsammen har en stemmevægt på 33%.
Afstemningen åbnes på Spil Dansk Dagen og løber frem til den 26. november.
Sådan deltager du i afstemningen
Vælg din favorit og send en sms din stemme til 1272.
- Godset, Kolding – send sms med teksten Venue A
- Klaverfabrikken, Hillerød – send sms med teksten Venue B
- Spillestedet Stengade, København – send sms med teksten Venue C
- Studenterhuset, Aalborg – send sms med teksten Venue D
(koster almindelig sms-takst)
Begrundelse for nomineringerne
Juryen begrunder nomineringerne således:
Godset, Kolding
Gennem 10 år har Godset gjort en stor forskel i livemiljøet - og lokalt. Spillestedet har formået at holde den kunstneriske fane højt og har samtidig skabt stor lokal forankring – ja, de har nærmest forenet disse to elementer i én meget professionel spillestedsdrift. Gennem nytænkning i både forretningsmodeller, valg af samarbejdspartnere og sit engagement i øvelokalemiljøer og vækstlag, har Godset skabt særdeles stor respekt om sin virksomhed.
Klaverfabrikken, Hillerød
Dette spillested har formået at samle stort set alle publikumssegmenter om sin koncertdrift, der altid har et særdeles højt kunstnerisk indhold – og det med vældig stor tilslutning. Det er altid en udfordring at få publikum i salene til de smalle genrer, hvilket til fulde er lykkes for Klaverfabrikken, blandt andet gennem deres New Note Festival og Buddhas Jazzklub. At stedet samtidig har formået at basere sig på vedvarende energikilder, som verdens første CO2 neutrale spillested er prisværdigt i sig selv.
Spillestedet Stengade, København
I de lokaler der tidligere husede ’Stengade 30’ er dette nye spillested opstået, med en videreførsel af stedets ideelle tankegods og alt det bedste fra upcoming miljøet og de smalle, rockede genrer – og samtidig er det lykkedes at gå fri af de faldgruber forgængeren alt for tit røg i. Det nye Stengade fortjener et skulderklap for sin transformation, men også for sin stædige indsats for at formidle det bedste fra livemusikkens danske og udenlandske subkulturer.
Studenterhuset, Aalborg
Studenterhuset er en virkelig medspiller i livemiljøet, med et meget stærkt nationalt og nordisk netværk. Dette betyder dog ikke at spillestedet mangler selvstændig profil – tværtimod er der udviklet originale koncepter som festivalen Way Up North, hvor Studenterhuset har været firstmover på en bunke af bands indenfor Hip Hop, Indie og Electronica. Der leveres et umådelig højt aktivitetsniveau og spillestedet er en af landets førende aktører indenfor ungdomskulturerne.
Læs mere om Årets Spillested – 4Sound Award her.




































































