Martin og Ketil

Hvordan ville verden se ud, hvis der fra i morgen ikke blev skrevet ny dansk musik?


Martin siger:
Hvis der nu landede nogle tonedøve rumvæsner fra en fjern galakse og forbød os at skrive ny musik, så tror jeg, at vi ville gøre det alligevel. Vi kan jo ikke lade være.

Hvis der i en periode var skrivestop af ny Dansk musik, så ville jeg anbefale, at alle skolelærere brugte denne periode på at formidle vores nationale komponist Carl Nielsen til alle skolebørn i hele Danmark. Han er en af stamfædrene til ny dansk musik. Når børnene skal læse H.C. Andersen i skolen, så burde de også lære at lytte til Carl Nielsens musik.

Ketil siger:
Jeg elsker at gå på opdagelse i verdens musikskat. Jeg elsker musik, der tager sin egen kultur og identitet seriøst. Jeg har rejst til Tuva i Sibirien for at høre strubesang. Hører samisk  Joik, Norske klingende jødeharper, hakkende østrigske tyroler rytmer, russiske drukviser og prustende australske didgeridooer . For mig er musikken et møde mellem mennesker, og jeg elsker, når nogen står ved sit ståsted og bevæger mig, fordi de ikke kan lade være. Hvad er vi her for, hvis det ikke er for at give vores helt personlige bud på verden. Vi bor her i Danmark, og det skal vi da kunne mærke.

Hvis der ikke var et dansk alternativ til den globaliserede mainstream, så ville jeg hellere sætte mig nede ved stranden og høre vinden suse i træerne og bølgerne skvulpe i takt til bilernes evindelige susen.

Kan du nævne en herboende kunster, som du mener er nyskabende og inspirerende?


Martin siger:
Der er rigtigt mange meget dygtige musikere og sangskrivere i Danmark. Der har bl.a. været nogle tidlige sange fra Kim Larsen, nogle sange fra Kashmir, Loveshop og fra Carpark North, der har rørt mig.

Ketil siger:
Komponisten Hans Sydow er en af dem, der har inspireret mig mest, fordi vi igennem mange år har arbejdet personligt sammen. Lige fra vi etablerede Lyd Laboratoriet under kulturby 96, lavede digtjukeboxen for Afsnit P, som inspirator til mit eget band PPO og til vores Live Dokumentar Film om elektronmusikkens bedstemor Else Marie Pade. Hans er som en åben bog. Han lader sig inspirere alle steder fra, hvilket kommer til udtryk i hans musik, der altid er overraskende, personlig og ikke mindst inspirerende.

Hvorfor har vi brug for at stå sammen på Spil Dansk Dagen, og hvad kan dagen bruges til?


Martin siger:
Den danske musik er en del af vores fælles kulturarv, og det er tydeligt at se, at alle de musikere og komponister, der gerne vil ud med deres musik, glæder sig til at komme ud med et mægtigt brøl af musisk energi. Det samme ur-brøl kan høres i Carl Nielsens symfonier, så brug også dagen til at lytte bagud.
Spil Dansk Dagen kan også bruges til at vise de nye generationer, at det er meget værdifuldt at spille musik sammen med andre, og det er sjovt at spille musik for andre.

Ketil siger:
Vi må erkende, at vi er et lille land, og det er nemt at lade sig forføre af det store udland. Men det er nu engang bedst at være på besøg, hvis man selv har noget at komme på besøg med. Hvis vi ikke bevarer og udvikler vores fælles kulturarv. Hvis vi ikke får en egen stemme. Hvad har vi så at byde verden? Det er nu engang bedre at være deltager end tilskuer.

Fortæl gerne en kort historie om en god personlig musikoplevelse


Martin siger:
Da jeg gik i børnehave, var jeg til koncert i Frederiksberg Kirke, hvor vi bl.a. hørte Carl Nielsens blæserkvintet. Jeg løb op ad kirkegulvet og stillede mig helt stille ved siden af musikerne. Jeg følte, at det var min musik, og var meget glad. Der var heldigvis ingen voksne, der skældte ud!

En anden god oplevelse var, da Ketil og jeg optrådte med Tivolis Symfoniorkester, der spillede sangen "Stjernediamanter", som jeg havde skrevet til UNICEF. Samtidig dansede børn fra Det Kongelige Teaters Børneballet til sangen.

Ketil siger:
Jeg har altid været til grænseløs musik. Og engang i midtfirserne, hvor jeg var næsten ugentligt til koncert og hørte alt, hvad der var nyt og anderledes, var jeg inde og høre en Daxofon koncert med tyskeren Hans Reichel. Daxofonen er et sært hjemmelavet instrument, en slags v-formet trædims man kan stryge med en violinbue og få alskens sære men iørefaldende lyde ud af. Det var en fantastisk koncert med hjemmelavede Storm P instrumenter i alle afskygninger. Og netop som jeg sad og fantaserede om alle de fantastiske instrumenter, jeg selv kunne opfinde ved brug af kontaktmikrofoner, blev jeg prikket på skulderen af min sidemand, en vis Martin Klapper. Og ugen efter var jeg med i mit første orkester: Copenhagen International Improvisations Quartet. Dermed var det bare at gå i gang med kontaktmikrofonerne, mixere, diverse båndoptagere og fundne sager. En ny og spændende verden havde åbnet sig for mig.

Spil Dansk Dagen arrangeres i samarbejde med: