Jonas Willumsen - Sanger og guitarist i Entakt

Hvordan ville verden se ud, hvis der fra i morgen ikke blev skrevet ny dansk musik?

Så ville landet for det første drukne i 80'er hits, hvilket ville være frygteligt. Derudover ville man også gå glip af de særpræg der er at ane i dansk musik, og så ville man formentlig adoptere engelske og amerikanske normer helt og aldeles, hvilket ville være synd og skam. Dermed ikke sagt at man ikke må lade sig inspirere - for det skal man - men vi er nødt til at holde gryderne i kog, vinde nyt land, og sørge for at musikken ånder. Om det ville have den store effekt på resten af verden hvis der ikke længere skulle flyde musik over landegrænserne er svært at gisne om, men de ville i hvert fald gå glip af muligheden for at nyde noget af al den fantastiske musik der bobler lige under overfladen.

Kan du nævne en herboende kunster, som du mener er nyskabende og inspirerende?

Jeg kan nævne adskillige, skulle jeg mene. Eksempelvis åbnede Randi Laubek, med udgivelsen af sit album 'Almost Gracefully...', en helt ny verden for mig. Med den plade gik det op for mig hvor uendeligt mange lag og fantastiske facetter popmusik også kan have, hvis man griber opgaven an fra interessante kanter. Pop kan have nøjagtigt ligeså mange dimensioner som eksempelvis rocken, hvilket man nok desværre har en tendens til at glemme. I en helt anden boldgade fortjener d'herrer fra Malk De Koijn også hattetip og den allerdybeste respekt for det fuldstændigt særegne univers de har stablet på benene, helt uden støttehjul. Mit seneste store musikalske crush er rock-pop'erne Didium and the Black Bonnie Picture, et band jeg aldrig får nok af at lovprise, og lytte til. De har ramt en åre, af en art ...her er virkelig tale om musik af den mest musikalske slags. Jeg har andetsteds beskrevet dem som den perfekte kombination af hjerne og hjerte - og det vil jeg hermed gøre igen. Det er lykkeligt at der findes så store kapaciteter både i over- og undergrunden - og fornemmelsen af at det kun er toppen af isbjerget er overordenligt opmuntrende.

Hvorfor har vi brug for at stå sammen på Spil Dansk Dagen, og hvad kan dagen bruges til?

Spil Dansk Dagen er en dag hvor man godt kan tillade sig at være stolt af hvad der skabes her til lands, men samtidig også dagen hvor vi skal minde os selv, og hinanden, om at grænserne kan- og skal rykkes yderligere. Der er, for mig at se, et stort potentiale der ikke bliver udnyttet til fulde. Der er ingen grænser for hvor bredt viften kan bredes ud, og det er en vigtig ting at have i mente. Musikken er ligeså mangfoldig som folk er forskellige, og det ville være synd og skam hvis fokus kun er på midtersporet. Desuden kan dette midterspor sagtens gøres bredere end det pt. er. Internettet, og de muligheder det tilbyder af diverse platforme og udstillingsvinduer, har allerede forårsaget en yderst positiv udvikling - som beviser at lyttere ikke har noget imod at tage på opdagelsesrejse i nicherne og yderkrogerne. Dette kan kun være sundt, og det ville pynte med flere skæve indslag i billedet.

Fortæl gerne en kort historie om en god personlig musikoplevelse

Det er utroligt svært at skulle vælge én oplevelse ud, da det unægteligt er en helt ubeskrivelig følelse at nå andre mennesker med sin musik, på den ene eller den anden måde. Derfor hopper jeg over hvor gærdet er væltet, og vælger en stor oplevelse jeg havde med andre menneskers musik, som er frisk i hukommelsen. I slutningen af maj overværede jeg en Savage Rose koncert på Portalen i Greve, og den sad som den skønneste knytnæve i solar plexus. Jeg er blevet opflasket med Savage Rose, og antallet af gange jeg har oplevet dem live kan ikke tælles på to hænder. Hver evig eneste gang er tæppet blevet trukket væk under mig, og den koncert var så bestemt ingen undtagelse. Siden sidst jeg så dem er Annisettes stemme blevet hørtbart mere slidt, men for mig gjorde det kun oplevelsen langt mere intens og nærværende. Under den hyper-intense fremførsel af 'What Do You Do Now?' skulle man være lavet af sten for ikke at kunne mærke en lille tåre krybe frem i øjenkrogen og lægge sig. Jeg synes jeg har set mange mennesker fremføre deres musik helt fantastisk, men at man på den måde kan være sin musik, dét har jeg kun oplevet med Annisette. Det er som om hun mangler det filter mellem sin stemme og sine følelser som alle andre slæber rundt på. Prikken over i'et var at mærke at, tilsyneladende hver og én af mine medpublikummer havde ligeså stærk en oplevelse, og så bliver musik langt mere end bare ord og toner. Fra første akkord kunne man mærke gensidig taknemmelighed, og et bånd mellem musikere og publikum som jeg sjældent har oplevet det før. En vidunderlig påmindelse om det magiske aspekt af musikken!